Foto: AP 170616
På min hylde på badeværelset står der lige nu nogle ægte (brune) favoritter. Det er produkter jeg mere eller mindre bruger dagligt og som min hud reagerer rigtig godt på. Min hud ændrer sig rigtig meget afhængigt af vejret/årstiden men også i forhold til, hvor god jeg er til at holde mig fra sukker, drikke nok vand og spise sundt. En veninde spurgte mig for ikke så lang tid siden, hvad der virkelig virkede på min hud. Jeg tror faktisk hun refererede til hvilken ansigtscreme eller fugtmaske jeg var gladest for men jeg måtte indrømme at min hud var super kost følsom. Specielt overfor sukker som jeg skrev om her.
Men det er selvfølgelig ikke hele historien. For jeg er jo også den vildeste møg-forkælede produktnarkoman. Det er et meget stort kompliment til et produkt, hvis jeg får brugt det helt op og på hylden her, er der ikke et produkt jeg ikke kunne forestille mig bruge op.
Fra venstre er der en virkelig dejlig og meget let øjeserum ‘The lifting eye serum‘ fra La mer. Den opstrammer og giver fugt og er god at lægge makeup ovenpå. Den er ret drøj i brug – heldigvis for prisen er ret pebret.
Derefter kommer iS Clinicals ‘Pro-heal serum Advance’. Det er en ansigtsserum der bekæmper linjer og rynker og så synes jeg den berolige min hud, når den føles lidt sensitiv. Bagerst til venstre er der en suuuuper cool nyhed fra Kiehl’s der dog først kommer til september. Det er en hud styrkende koncentrat skræddersyet til min hud og dens behov. Et rigtig fedt tiltag, som jeg kommer til at skrive mere om, når den bliver lidt mere aktuel.
Så er der den ikoniske ‘Advanced Night Repair’ fra Estee Lauder. En serum der altid føles dejlig på huden og det er muligvis den 20.ende flaske jeg arbejder mig igennem pt. Gisp. Men min hud føles oprigtig talt gennemfugtet når jeg bruger denne før min natcreme og lad mig komme med en hurtig indrømmelse: Jeg bruger den også under min dagcreme og nogle gange også oven på min makeup. Så klapper jeg bare lidt på huden, hvilket giver den en rigtig frisk glød. Et andet godt tip er at blade lidt i din concealer til øjneområdet (blandet på håndryggen naturligvis). Det giver lige produktet lidt ekstra fugt og så ser det ikke så tørt ud lidt op af eftermiddagen.
Aesops ‘Parsley eed anti-oxidant facial toner‘ er en avanceret skintonic jeg bruger, så snart jeg har renset huden. Derefter putter jeg et par dråber af tonic’en i håndfladerne og klapper produktet på. Den gør ligesom huden klar til at modtage den efterfølgende hudpleje. Den er også spækket med antioxidanter hvilket beskytter huden mod ældning. (ok ikke 100% men lidt har også ret). Den er god og kommer også klart anbefalet.
Sidst men ikke mindst, hører til en af mine favorit kategorier. Face mists. Åh…dem elsker jeg jo. Læs selv om behovet der er løbet løbsk og denne mist ‘Face Mist‘ fra Bobbi Brown dufter mildt og føles virkelig dejlig fugtende.
Sidst men ikke mindst er mine to ugler Flink og Venlig. Dem elsker jeg også. 🙂