Jeg bliver ret så ofte spurgt til råds om hud, hår og makeuprelaterede emner. Ikke så underligt, grundet mit job og min semi-besættelse. Det er både til middage hos veninder, hvor veninders veninder ofte får sneget et spørgsmål eller to ind mellem hovedretten og desserten, på sms fra veninden selv eller på Facebook efter en fødselsdag, hvis det alligevel var for grænseoverskridende for dem til festen at spørge.
Ingen vil mase sig på, men alle vil gerne have et råd eller tip.
Sagen er faktisk den, at jeg virkelig gerne vil hjælpe. Jeg synes, det er fantastisk, når jeg har hjulpet en kvinde og givet hende et råd, der kan hjælpe i hverdagen eller på selvtilliden. Eller, som da jeg for ikke så længe siden komplimenterede en venindes hud, der virkelig så mærkbart smuk ud, hvorefter hun glad udbryder ”Jamen jeg har også fulgt dit råd”. Så bliver jeg vildt stolt og glad (og lidt forundret).
Det råd jeg gav min veninde Zanne, følger jeg også selv, og det gør en kæmpe forskel på min hud. Og dét råd skal I selvfølgelig også have. I skal nemlig at drikke fiskeolie (og bruge en god fugtighedsmaske).
Det smager ikke godt, indrømmet, men effekten af indtagelsen er ekstrem positiv. Hvis jeg hovedsagelig holder mig til det mere kosmetiske, så er det noget af det, bedste du kan gøre for at undgå tør hud. Dertil styrker indtagelsen af fiskeolie de proteiner, der giver huden styrke og elastin. Så huden bliver ikke kun sundere af udseende – den er sundere.
Da jeg spurgte ernæringsekspert Stina Dannerfjord mig til råds var hun heller ikke tvivl om alle de gode ting, der er ved at indtage fiskeolie: ”Tør og irriteret hud kan skyldes mangel på gode fedtsyrer, og dette kan faktisk afhjælpes ved et dagligt tilskud af fiskeolie. Hudlidelser som eksem, psoriasis, kløe, udslæt og rosacea, kan også forbedres, da tilstedeværelsen af bl.a. fiskeolie begrænser udviklingen af de pro-inflammatoriske cytokiner ved at danne arachidonsyrer”
Stina kan blive virkelig nørdet, når hun først begynder at tale om fiskeolie, men det er virkelig også vildt, hvad fiskeolie ikke er godt for. Det er faktisk også godt for lidelser som astma, hjertekarsygdomme og forhøjet blodtryk. Hvis du er interesseret, kan jeg på det varmeste anbefale dig at tage kontakt til Stina. Hun er ekstremt dygtigt – ikke mindst til at simplificere alt fra vægttab til det at bruge kosten som behandling af forskellige sygdomme. Jeg har en dyb respekt for Stina og hendes kunnen.
Hvad angår mit eget forbrug af fiskeolie, så tager jeg en spiseskefuld hver aften inden sengetid og vrider mig som en orm i 8-taller for at få det ned – og det er altid uanset om jeg skylder det ned med saft eller citron. Men det er ’ormen’ værd, skulle jeg hilse og sige. Grunden til at jeg tager det om aftenen, er fordi jeg følger Stinas råd om, at det vil mindske risikoen for opstød og ubehag. Og hvis det skulle forekomme, så sover jeg jo, og så er det ligegyldigt (fremfor fiskeopstød eller klamme fiskeoliebøvser i løbet af dagen). Når jeg er stresset, eller kan mærke jeg er ved at blive syg, så tager jeg to skefulde, da det også styrker mit immunforsvar. Grunden til at det er bedst at tage i flydende form er, at din mave faktisk ikke har vanvittigt godt af den gelatine, som kapslerne er lavet af (plus du får mere for pengene).
Det er bestemt ikke for alle at skylle fiskeolie ned, men den jeg anbefaler, er den som Stina anbefalede mig i sin tid, og den der smager mindst grimt. ‘Nordig Naturals OMEGA-3’. Jeg får faktisk får jeg mine unger til at tage den til børn, der er tilsat lidt jordbærsmag.
Det er et universalt råd uanset hudtype, og det kommer virkelig fra hjertet. Det er ikke et velsmagende råd, men jeg er helt sikkert også lidt sart, hvad dette angår. Man kan jo ikke være sejt til det hele, vel? J #selvjantelovenvillehavegodtaflidtfiskeolie