Egentlig lidt uden for kategori, men jeg tænkte at mit indlæg nummer 100 godt kunne stikke lidt af. Og eftersom jeg har noget af et bagkatalog af mærkelige og vidunderlige oplevelser, synes jeg, det var passende at fortælle om min George Michael experience.
Jeg havde, som rigtig mange piger af 70’er en seriøs crush på George Michael, da han og Andrew Ridgely brillerede med WHAM! Jeg dansede jitterbug, og hørte WHAM på min walkman (et aggregat som du eventuelt kan google, hvad er, hvis du er under 30) 🙂 og musikken fyldte talrige tomme depoter i mit teenageliv.

Så da jeg boede i Paris og arbejde som model i midt 1990’er, og fik at vide at George Michael gerne ville have mig med i en af hans musikvideoer, var jeg jo tæt på at dø af lykke. Dog var mit crush overstået, musikken der fyldte var Portishead og The Cranberries, George for længst sprunget ud af skabet, men følelsen af teenagelykke blev vagt til live, og jeg takkede naturligvis straks ja.

Det var jo den mærkeligste følelse i virkeligheden, at George Michael betalte mig for at være med i hans musikvideo, hvilket jeg jo i bund og grund ville have gjort gratis tusinde gange, som tilbagebetaling for, at han sang mig igennem de tidlige teenageår, men ikke desto mindre.

Jeg blev booket to dage, og blev hentet af en chauffør i en sort Mercedes klokken 7 om morgenen, og kørt til i Pinewood studio (kæmpe studie der ligger lige udenfor London, hvor de fleste James Bond film bliver lavet) og det første jeg skulle var at få lavet en kæmpe tatovering på ryggen (naturligvis ikke en rigtig en..). Det resulterede så i, at første gang jeg mødte George Michael, stod jeg med bare babser, og gav manden hånd og hilste pænt, da makeuppen på ryggen endnu ikke var tør. Lidt surrealistisk. Og selvom jeg godt var klar over, at han var fuldstændig ligeglad med mine små bryster, så var det alligevel pænt mærkeligt at møde sit teenagecrush og idol med bare forlygter.


Det var et kæmpe stort og smukt et set med fantastisk kreativ energi, vanvittig dygtige dansere, og jeg kan huske, hvor vildt jeg synes det var, at de havde fuldstændig dækket en gammel bil med spejlmosaik. Den var så smuk , og det tog dem mere end en uge at dekorere. Bilen brugte han, forståeligt nok, igen til hans optræden til MTV Awards samme år. Sangen ‘Spinning The Wheel’ hørte vi vel små 80 gange, dog ikke nødvendigvis den hele hver gang, men jeg blev aldrig træt af den, og elsker teksten den dag idag.

Instruktørerne var Vaughan Arnell og Anthea Benton – førstnævnte instruktør endte jeg med at lave en del med – bl.a. også en Robbie Williams video et par år senere. (Men den historie gemmer jeg til en anden gang)
George Michael var vildt sød og imødekommende. Han var der ikke hele tiden (de filmede alt i alt 4 dage), men gik og småsnakkede med de fleste af os.  Videoen endte også med at blive virkelig flot, synes jeg.  Jeg er stolt af at have været med i den, glad og taknemlig for oplevelsen og muligheden for at møde så fantastisk et musikalsk multitalent – og så tilmed blive betalt for det. #Farvelogtak

Tak fordi I har taget så fint imod Powder.dk i år
RIGTIG GODT NYTÅR! Pas på hinanden.
31.12.2016