Jeg er kommet i tanke om et virkelig mærkeligt råd. Et råd, der vel at mærke, gjorde en KÆMPE forskel for mig for godt 12 år siden. Da boede jeg nemlig i en lille lejlighed i en baggård på Nørrebro. Selve bygningen var tudsegammel om end hyggelig, og bygningen var udrustet med gamle kobberrør.
Kobberen var derfor også i vandet, og det resulterede i, at mit hår blev grønt. Eller som minimum grønligt. Nøjagtigt samme skær som, når folk med afbleget hår svømmer meget i klorvand f.eks. Det er på alle måder et virkelig tarveligt skær.
Min ven Erik, som nok topper listen af kloge hoveder i min omgangskreds, fik researchet sig frem til, at jeg skulle prøve at få fat på noget Atamir. Atamir er en gammel form for slidgigtmedicin, der binder tungmetaller i kroppen, og kan f.eks. afhjælpe ved tungmetalforgiftning.
MEN…. Og her kommer så det geniale. Jeg tog til min daværende læge, og spurgte om han mon ville ordinere mig noget Atamir, og forklarede ham selvfølgelig, hvorfor jeg gerne ville lave dette lille forsøg. Han fik mig til at love, at jeg ikke ville indtage det – hvilket jeg jo så absolut havde ingen intentioner om! Og så skulle jeg også love ham at rapportere tilbage, om det virkede, fordi han faktisk fandt det ret interessant.
Atamiren fik jeg i kapsler, og så tog jeg en sædvanlig dosis shampoo i min hånd, og åbnede en af disse kapsler, og dryssede pulveret i, og rørte rundt med min finger. Derefter vaskede jeg håret som sædvanligt, og skyllede ud. Jeg var naturligvis opmærksom på, ikke at få noget i munden, eller lade det være for længe på hovedbunden. Bare for en sikkerheds skyld. En enkelt gang vask gjorde det gerne, og så kunne det vel holde i godt tre måneder. Når det grønne skær kom tilbage, gentog jeg blot proceduren.
Jeg har hørt om folk, der puttede ketchup i håret for at balancere det grønne skær, men jeg har ikke selv prøvet det.
Men er det ikke sjovt? I bund og grund fuldstændig videnskabeligt bevist dog med så absolutte andre formål – men dog også noget der hjalp en pige, der boede i en baggård på Nørrebro – der heldigvis var sund og rask, og ikke havde nogen anden grund til at bruge gigtmedicin.