Disse dage viser april sig jo fra sin absolut smukkeste side, og selvom vores feed ikke er fyldt med billeder af smukke lyserøde træer fra Bispebjerg kirkegård, så føles dagene jo absolut mere som sommer end blot forår.
Mine unger, der mere eller mindre er hvide som sne, bliver godt smurt ind i spf hver morgen, inden de drager afsted til skole. De er jo endnu mere udenfor disse dage, end de ellers ville være, og de skal ikke have solskader på min vagt som mor. De solskader kan jo nemlig – og desværre – udvikle sig til hudkræft senere hen som voksen.
Og det er faktisk derfor, der her kommer en sang om solbeskyttelse. Fordi selvom det er en kliché, at hjerte rimer på smerte, så virker det! Jeg synger ikke højt om spf, fordi vi alle skal være bange for at få rynker, fordi fuck nu det – men Danmark er altså det land i verden med flest tilfælde af hudkræft. Av – også taget i betragtning af hvor få solskinsdage, vi rent faktisk har hvert år.
Det er der naturligvis flere grunde til, og en af dem er, at når der så endelig er sol over Danmark, så iler vi derud, og mængden af sol bliver simpelthen for intenst i forhold til, hvad vores hud er vant til. Lidt og kontinuerligt er kort sagt bedre end fuldsmadder i tre dage.
Derudover putter vi desværre langt fra nok solcreme på – eller ofte nok. (Der skal en hel håndfuld til at kunne dække kroppen som minimum ifølge Kræftens Bekæmpelse).
Personligt forstår jeg ikke folks aversion overfor solbeskyttelse. Man kan stadig blive brun, men du nedsætter risikoen for hudkræft, og får færre rynker. Hvis det er fordi, man ikke gider være klistret i hovedet, er det jo et spørgsmål om at finde en solcreme, der ikke klistrer.
Vil du egentlig gerne bruge noget, men sjovt nok ikke gider det hvide look, så find enten en med et kemisk filter, som ikke kan ses, men vær opmærksom på at nogle kemiske filtre kan være allergifremkaldende. Personligt bruger oftest solcremer med fysiske solfiltre, men bruger også solbeskyttelse med begge filtre. Det er som en film oven på huden, som beskytter huden ved at absorbere, sprede og reflektere UV-strålerne. Og hvis jeg bliver lidt hvid i ansigtet, så kører jeg da bare et let solpudder hen over ansigtet i lette cirkulære bevægelser, og så er det problem løst. Alternativt er der solcremer til ansigtet med en smule pigment, hvilket faktisk også er super gode.
Så jeg fortsætter min skønsag, der særlig er aktuel disse smukke solrige dage, om du ikke nok vil passe på dig selv og dine kære. At gå ind i skyggen, og alt det der ved I jo alle, men vigtigheden af at passe på det vilde organ, der hedder hud, kan simpelthen ikke siges tydeligt nok – og det er uanset om du klapper på 2 og 4, eller 1. og 3 som jeg åbenbart har tildens til.
230420