Jeg skrev sidste år denne klumme i ELLE. Det er nogle af de personlige historier, som jeg nok er mest nærig med. Tildels på grund af den tørre kommentar jeg fik fra min mormor i sin tid (Læs klummen og find ud af min mormors knastørre kommentar 😉 ) og til dels fordi jeg godt nogen gange kan mærke på folk, at det sgu er lidt for meget. Men altså, som min veninde Michelle siger: “Hvis folk synes, du er lidt for meget, så er det nok fordi de selv er lidt for lidt.”

Så den tåler godt at blive gengivet her….værre er det jo ikke.

Jeg er opvokset i 3400 Hillerød, men jeg blev voksen i London. Jeg boede der i 11 år, og da jeg til tider føler mig noget så anglofil, tænkte jeg, at jeg ville dele et par af mine skøre, sjove oplevelser fra mit liv som londoner.

Det skal siges, at jeg var utrolig privilegeret dér. Hvor andre boede med slidt frotté på badeværelsesgulvet og fire i en lejlighed langt fra centrum, var jeg altid meget heldig med de steder, jeg boede. Så selv om jeg ikke altid tror på held, må jeg nok give mig lidt på den front, når det gælder mit liv i London.

Et af de steder, jeg boede længst tid, var Notting Hill. Jeg havde en god amerikansk veninde, hvis far boede i et femetagers stort og smukt hus, og som arbejdede tre ud af fire uger i Moskva. Det betød, at han kun syntes, det var dejligt, at der var nogen i huset, når han ikke var der, og hyggeligt med lidt liv, når han var.

Det var faktisk hans baghave, Julia Roberts og Hugh Grant sad i, da de kravlede over hegnet ind til den lukkede have og sad og kyssede på bænken i filmen Notting Hill. Jeg havde arrangeret et middagsselskab den aften, scenen skulle filmes, og vi syntes jo, at det var topsjovt, hvad der foregik i baghaven. Derfor stod vi også på et tidspunkt og kiggede ud ad vinduet på første sal for at kunne følge med i filmoptagelserne, men blev hurtigt vinket væk: Vi kom med i billedet. Ups.

Det var også i London, at jeg indledte min modelkarriere, som førte til utroligt mange forskellige vilde oplevelser. Jeg formåede bl.a., uden at det sådan egentlig var min ting, at lave en hel del musikvideoer. Nogle artister var mere kendte end andre, men blandt dem, jeg godt kan tillade mig at prale lidt af, var Robbie Williams, George Michael, Elton John, Bryan Ferry (tre styk, faktisk) og, nå ja … Chesney Hawke, som måske nok kun havde det ene hit, som så heller ikke var den video, jeg var med i.

Mest surrealistisk var det nok, da jeg blev booket til George Michael-videoen Spinning the Wheel, fordi jeg havde været kæmpe Wham!/George Michael-fan som teenager, og nu, 10 år senere, fik jeg rent faktisk en klækkelig sum for at være med i hans video. Som om jeg ikke havde gjort det gratis! Desuden stod jeg uden noget tøj på overkroppen, da jeg mødte ham første gang, fordi makeupartisten var i gang med at male en kæmpe-tatovering på min ryg. Han var, indrømmet, af gode grunde svært lige­glad med mine små babser, men jeg syntes alligevel, det var en anelse mærkeligt. Han var jo mit gamle teenageidol.

Det var også i London, jeg tog kørekort, fik salmonellaforgiftning og havde en kæreste, der hed Michael Jackson (nej, ikke den MJ naturligvis, men det er stadig sjovt). Og bare fordi det faktisk bliver lidt sjovere, så havde min veninde Gwen en kæreste, der hed James Deen. Jow jow.

Men en af de mest surrealistiske oplevelser, jeg nok havde, var, da jeg var til Madonna-koncert med Puff Daddy. Altså Sean Combes havde inviteret mig til Madonna-koncert, og stående der på første række, hvor Madonna stod lige foran os og sang ned til os … o.k., o.k. … hun sang nok mest til Puffy, bevares, men altså: Jeg var hans arm candy den aften, så det tæller vel også lidt. A girl can dream, can’t she? Og af princip har jeg siden nægtet at tage til Madonna-koncert, for den oplevelse kan aldrig toppes og skal ikke mudres til med en plads på 58. række med udsigt til popdronningen på en storskærm.

Det kan faktisk til tider være lidt svært at fortælle om oplevelser som disse, fordi de nogle gange er lidt langt ude. Og måske også fordi min mormors reaktion, engang da jeg fortalte hende om en af mine vilde oplevelser, var: ”Ja, ja, Anne. Så tror vi på denne historie, men så tror vi heller ikke på flere.”

130420