Jeg arbejdede sammen med den dygtige Lasse P. forleden dag. Lasse er fantastisk dygtig, behagelig og yderst erfaren frisør, der faktisk kan fejre hans 25-års jubilæum som frisør i næste måned.
På et tidspunkt får han sagt, i en henslængt bemærkning, ”Med disse tre produkter kan jeg alt.” og straks så man mig snurre rundt på stedet, som en anden tegneseriefigur. Jeg synes, det var et super fedt statement, og det pirrede min nysgerrighed, så derfor får I her den forklaring, som jeg fik.
”Jeg kan forme håret med værktøj og fingre på alle måder ved brug af disse tre sprays. Man tænker sikkert ikke over, at selv de mest naturlige looks på et billede på kæmpe kampagner eller modemagasiner faktisk er meget kontrollerede. Det kræver usynlige og effektive produkter som disse. Samtidig kan jeg give den gas, når det handler om f.eks. stort eller tilbageskrabet hår.”
”Det er disse 3 yndlingsprodukter, som jeg stort set altid bruger, når det handler om volumen. ‘Earl Grey Blow Dry Spray fra Less Is More’, ‘Tresemmé Instant Refresh Dry Shampoo‘ og ‘Moroccan Oil Luminous Hairspray (Medium Hold)’. Ingen af de 3 produkter er specielt synlige i håret – til gengæld har de stor effekt.”
Kan man gøre noget for, at det holder længere?
”En god klipning hos en frisør, som forstår din hårtype, er det mest essentielle. Brug en god føntørre (Dyson’s er en revolution på det område) og en god børste. Ved føntørring elsker jeg rundbørsterne fra Ibiza. De har gjort det lettere for alle at bruge en rundbørste, og giver en smuk overflade.Jeg bruger altid ’Earl Grey Blow Dry Spray’ i det våde hår eller lidt på hver enkelt tot, når jeg laver struktur eller krøl med en styler. Den giver et tilpas hold til alle hårtyper.”
Har du et godt trick til tørshampooen?
”Tresemme’s Dry Shampoo har også navnet Instant Refresh, fordi den er genial til at opfriske håret i løbet af dagen. Ved at spraye lidt i bunden, og derefter børste eller rode med fingrene, gendanner man hurtigt volumen, når håret er blevet ’træt’.”
Hvornår skal man bruge hår olie?
”Jeg bruger sjældent olie til at style hår men derimod gerne serum, hvis håret er lidt glansløst eller porøst. Jeg elsker ’Rose Serum fra Less Is More’. Et par dråber inden føntørring eller brugen af en styler gør underværker.”
Hvilket styling tool er du gladest for?
”Jeg er helt nyforelsket i Dyson’s Corrale styling iron. Dels er det ledningsfrit, hvilket gør det lettere i brug og dels gør den nye teknologi, at det er langt mindre skadeligt at bruge varmebehandling, end man nogensinde har set før. Derudover sætter det ingen grimme mærker på håret, hvad enten man glatter eller krøller sit hår.”
Do’s and don’ts til brugen af tørshampoo?
”Brug tørshampoo’en ved stort set alle former for struktur i håret. Det giver en let og ’fluffy’ effekt. Derfor også genial, hvis man har problemer med fedtet/tungt hår. Det er en dårlig idé at bruge den i vådt hår.”
140520