
Jeg elsker altid en god historie, men jeg elsker endnu mere et godt produkt med en god historie. Det får mig til at sætte endnu mere pris på produktet. Kender I f.eks. historien om Benefits Benetint? Eller Rose Tint som det oprindeligt hed…. Det blev udviklet i San Fransisco for 40 år siden, da en stripper spurgte søstrene Jean og Jane Ford, der havde den lille skønhedsbiks ‘FacePlace’, om de mon havde noget, der kunne farve hendes brystvorter røde. Søstrene dampede rosenblade i deres lille køkken, og endte med et produkt, der for strippere var, hvad spinat er for Skipper Skræk. Snart var det ikke kun de San Fran-baserede strippere, der ville have produktet. Den rosa tint var landet på både læber og kinder. Den dag i dag er produktet ikke kun grundstenen for det finurlige og fantastiske makeupmærke, vi kender som Benefit, men også en verdensomspændende forretning. Det ene produkt med den kinky historie, er blevet langet over disken mere end 10 millioner gange!
Og for at slå en krølle på halen, skal jeg da også tilføje, at der simpelthen ikke findes et bedre produkt på markedet, der kan give smukkere rosafarvede kinder eller kirsebærkyssede læber end Benetint. Og det er ikke, fordi diverse konkurrerende kosmetikmærker ikke har prøvet. Men de mangler tilsyneladende en stripper, nogle rosenblade og det sidste je n’est ce pas….
06.01.17