
Jeg sad med en veninde forleden dag, og fortalte røverhistorier. Eller også vendte vi verdenshistorien, og fik styr på alt, på nær det amerikanske valg. Det er vist udenfor rækkevidde. 🙂 Anyhow, som det mest naturlige i verden, tog jeg min ‘Instant Nail Polish Remover’ krukke fra Sephora og stak fingrene i en efter en, for at få fjernet neglelakken, mens vi talte videre. Pludselig gik samtalen i stå, fordi Betina sad og lurede på, hvad hulan det egentlig var, jeg havde gang i. Kender I ikke det… når noget er det mest naturlige i verden for en selv, tænker man ikke over, at det kunne være nyt/mærkeligt/overraskende for andre?
Nå, men Betina kendte altså ikke den der røde ‘Instant Nail Polish Remover’ krukke fra Sephora, som du kan se i billedet ovenfor. Den har sig en gigantisk skumfidus-svamp af en art nede i sig, samt en god portion effektiv neglelakfjerner, og idet du stikker fingeren ned i den, bliver neglelakken fjernet ved berøringen/friktionen af svampen. Mega nemt – især hvis du f.eks. kun skal have rettet lakken på én enkelt negl. Så sidder du ikke for fedter med en vatrondel, der også kommer til at ødelægge de andre fine negle med lak på. Måske kender du den, men hvis ikke skal du prøve den. Helt genial.
Så fik jeg også fortalt Betina om de der ‘Express nail polish remover wipes’. Dem har jeg altid med, når jeg rejser. Neglelak holder aldrig særligt længe på mig, så det er godt at være forberedt. Det er en lille engangs vådserviet med neglelakfjerner i. Den er super effektiv, og tanken om at en neglelakfjerner skulle løbe ud i en taske eller kuffert, er jo næsten ikke til at bære. De er virkelig nemme og handy – og ikke mindst effektive og rejsesikre.
Det sidste hattetrick var ‘Nail drying Spray’ som jeg altid bruger. Også lidt af nød, fordi jeg simpelthen ikke kan sidde stille længe nok til, at neglelakken tørrer fuldstændig. Man skulle tro at en af min profession havde neglet kunsten, men det har jeg på ingen måde. Jeg glemmer det, eller bliver distraheret. Og så hjælper denne ‘Nail drying Spray’ altså. Den udøver ikke mirakler, men hjælper virkelig utålmodige sjæle, som jeg.