
Illustration Mette Boesgaard
Jeg fik for nogen tid siden en mail med en bøn. Mailen var fra Charlotte Torpegaard, som spurgte, om jeg mon ikke ville hjælpe med at indsamle nogle penge til velgørenhedsorganisationen ’Look good, Feel Better’. Yderligere ca. 4000 anslag fulgte, men de var overflødige. She had me at hello!
Jeg elsker, når skønhedsbranchen formår at rykke grænser og gøre kvantespring for pigers og kvinders selvtillid – og når skønhedsmærkerne tilmed støtter op om og donerer til et unikt initiativ, der styrker kræftramte kvinder ved at få dem til både at føle sig og se ud som sig selv under kemoterapi – så er jeg så meget med.
Vil du mon ikke også være med?
Jeg har nemlig sagt ja, i smukt selskab med 12 andre skønhedsredaktører og lignende kyndige produktjunkies, til at bruge dagen i Magasin du Nord i København den 1. september. Vi er hver tilknyttet et skønhedsmærke på dagen, (jeg er på Helena Rubinstein) og ikke alene vil du få masser af tips, trends og skønhedshemmeligheder, du vil også få tilbudt en mini-makeover på standen og – selvfølgelig – en fantastisk goodiebag.
Billetterne koster 295 kr., og alle billetindtægter går ubeskåret til den gode sag. Oven i købet lægger Magasin Fonden en donation svarende til de samlede billetindtægter. Målet er at nå 100.000 kr. Det er fra klokken 10.00-16.00 og foregår hos Magasin på Kongens Nytorv i København.
Du kan booke din personlige konsultation nu, støtte en fantastisk sag og få en ganske unik mulighed for at have en skønhedsekspert helt for dig selv (og en goodiebag). Det er lige her i Magasins onlineshop, at du sikrer dig din billet. Klik blot på ønsket tidspunkt og scroll så ned og find den ekspert, du gerne vil booke tid hos i højre spalte.
Og hvis du synes det lyder som en fantastisk idé, så klap for den fantastisk dygtige Charlotte Torpegaard. Hun er ikke alene megasej, initiativrig og indehaver af verdens mindste beauty-shop – hun er også noget af et orakel ud i beauty – og vil naturligvis også være der hele dagen!