
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er blevet miljøskadet, prisblind, fartblind eller noget helt fjerde, fordi en gang imellem anbefaler jeg produkter til veninder, kollegaer eller andet godtfolk, og kan efterfølgende se på deres ansigtsudtryk, at hvis man kunne smage på de ord, der kom ud af min mund, så var de ret så nure. Rigtig bitter citron-nure. Altså har jeg anbefalet noget, der muligvis er helt fuldstændig fantastisk, men det er ed og manme også dyrt. Nu er det jo ikke fordi, jeg tjener styrtende med penge, men nogle produkter kan jeg simpelthen godt retfærdiggøre at investere i overfor mig selv. (Havregrød er undervurderet) 🙂
Som for eksempel min Mason Pearson børste. Gud, hvor jeg er vild med den. Kan andre børster rede mit hår igennem? Naturligvis. Men findes der hårbørster af samme kvalitet, æstetik og historie, der tilmed så gnidningsfrit kan rede mit hår uden at knække hårstråene? Så har jeg i hvert fald aldrig stødt på den. Den er uovertruffen og alle pengene værd.
Læs mine tips til smukt hår her, hvis du har lyst.
Og hvad er det så den der tingest, der kan rede dit hår ud kan, som ingen andre kan? Nu skal du høre.
Når du først har investeret i en Mason Pearson børste bliver den dit kæreste eje. Den fås til tre hårtyper: Med naturlige vildsvinebørstehår til fint hår, med nylon og vildsvinehår til normalt til kraftigt hår, og så er der den i rent nylon som udelukkende bruges til meget kraftigt hår dog hovedsageligt til at rede knuder og andre fuglereder ud.
Jeg har hørt om flere eksempler, hvor børsten med blandede vildsvin/nylonhår har gjort en kæmpe stor forskel på deres irriteret hovedbund. (stress symptomer, skæl mm.) Børstehårene stimulerer hovedbunden på den skønneste vis, og trækker ligesom hovedbundens naturlige fedt med ud på hårstråene hvilket gør, at det kruser mindre, og er mindre elektrisk, og sidst men ikke mindst giver håret et naturligt shine. Blodcirkulationen øges, og når du virkelig giver dig tid til at rede håret fra hovedbunden og ud langs hårstråene, bliver det nærmest en helt terapeutisk handling.
Børsten, eller designet i hvert fald, er mere end 100 år gammelt, og det er tæt på, at jeg tør hævde at din børste kunne holde i lige så lang tid. Det ville muligvis være at presse den der nure citron, men passer du på din børste, kan den altså holde mere end 25 år – plus. Og når jeg skriver ’passer på’ den, så er det jo blot et spørgsmål om at rense den, og holde den væk fra varme aggregater.
Læs her om andre børster til flere hårtyper.
Ps. De nure citroner er IKKE en slåfejl. Det er en lille hyldest til Rune T. Kidde, hvis arbejde jeg elsker. 🙂
(Og det er jo sådan det lyder, når noget er mega surt)
05.04.2017