
Er du ikke velsignet fra naturens side med lange dådyrsvipper, eller skal den bare have en over nakken ude i aften (Her tænker jeg umiddelbart i byen, men du kunne også gå efter at være den person med mest X-factor derhjemme naturligvis), så har jeg et ret godt trick til, hvordan du kan få påført en falsk vippe uden, at du behøver ligne en, der kæmper mod fire edderkopper som i en dårlig film fra 1990’erne.
Du skal bruge et sæt af de hele vipper. Jeg er personligt gladest for Macs vipper, men der findes andre rigtig gode – og også billigere. Så klipper du vippen op i tre mere eller mindre lige store stykker. Forsigtigt – du skal jo nødigt hive nogle vippehår af. Grunden til at du klipper vippen op i tre, er fordi det bliver meget nemmere selv at putte vippen på, fremfor når det er en lang vippe.
Jeg vil foreslå, at du putter en klat lim på f.eks. din håndryg, men du kan også sagtens putte limen direkte på vippekanten. Tricket er at vente ca. 30 sekunder, før du putter den på selve øjenlåget, så limen er godt klistret, og helt klar til at fæstne sig.
Den lim jeg ubetinget anbefaler er ’DUO Adhesive lim’ af to simple grunde: Den holder godt, og så er den hvid, når du kommer den på men gennemsigtig, når den er helt tør.
Du starter fra øjets yderste krog med vippe stykket, der passer dertil, fordi det er super vigtig, at vippen ender nøjagtig der, hvor øjet ender. Så får du løftet, der er så flatterende – og det vil du gerne have. Derefter den i midten og til sidst stykket til den inderste øjenkrog. Pas på du ikke får puttet den for tæt ind i øjenkrogen, mest af alt fordi det er vildt irriterende at gå rundt med.
Der er en god idé ikke at have mascara på, når man begynder, fordi du så bedre kan flette de falske vipper sammen med dine egne, og så få et mere naturligt resultat.
Du skal huske, at den kunstige vippe skal HELT ned til dine egen vippekant. Så de ligger fuldstændig parallel med dine vipper. Så tæt som muligt.
Nu har jeg brugt nogle ret kraftige falske vipper for bedre at kunne illustrere her – mindre kan jo også gøre det. Men det er unægteligt effektivt og fint, og desuden behøver man jo ikke toppe de falske vipper med contouring, smokey eyes og optegnede læber. Det kan være ret elegant bare at holde sig til det enkelte udtryk.
20.01.17